Åbne Atelierdøre 2014 – Pressemeddelelse 9. august 2014

Mange nye kunstnere præger Åbne Atelierdøre 2014

Der er godt nyt på kunstfronten, når KUNSTNORD Åbne Atelierdøre 2014 åbner på Trekanten – for selvom arrangementet har over ti år på bagen, har det i år tiltrukket en række nye nordjyske kunstnere som giver arrangementet et frisk pust.

Kunstnerne og deres frembringelser kan ses til ferniseringen af deres fælles udstilling på Trekanten på lørdag 23. august. I år er der hele 28 kunstnere på deltagerlisten, hvoraf de ni er nye. På udstillingen kan man se både maleri, skulptur, keramik, glaskunst, collage og textilbilleder, selvom maleriet er den største genre, i og med at de fleste af de nye deltagere bruger lærred og pensel.

Til ferniseringen på Trekanten vil formand for Aalborg Kommunes Kunstforening Tina Pedersen holde åbningstalen.

Midt i ugen kan man møde tre arbejdende kunstnere på Trekanten. Det sker tirsdag 26. og torsdag 28. august kl. 16-19. Her arbejder to veteraner Hovard Borggaard og Karen Sand Jensen sammen med den unge maler, Søren Bak Larsen, som er ny i denne sammenhæng.

I weekenden efter ferniseringen kan man så gå på opdagelse i det nordjyske kunstlandskab.

For 30. og 31. august, tager kunstnerne imod dem der gerne vil se, hvordan de arbejder og udstiller i deres hjemlige omgivelser. Der er besøgstid både lørdag mellem 13 og 17 og søndag mellem 10 og 17.

Flertallet af de nye deltagere har maleriet som medie. Nogle maler genkendelige motiver, som Charlotte Rydborg, Kim Herholdt Groth og Søren Bak Jensen, der alle holder af at portrættere deres medmennesker. Mona Winther Sørensen er for tiden fascineret af træers form, farve, lys og skygge. Det abstrakte og farveglade udtryk står Helle Maleen Rosel Bejlegaard, Jane Wieben, Jette Dodensig og Marianne Rying for. Søren Thorsted skiller sig som den eneste af de nye ud ved at lave spændende skulpturer af bl.a. skrot. Og man må ikke glemme, at de kunstnere, der har udstillet før, selvfølgelig også viser mange nye og usete kreationer. Fælles for alle deltagerne er, at de arbejder seriøst med kunsten i alle dens udtryksformer.

Kunstnerne præsenterer sig på nutidig vis på hjemmesiden www.kunstnord.dk, hvor man også kan se hvor de bor, ligesom der er en trykt folder at få på Trekanten. I år er det værd at vide at sidste udstillingsdag på Trekanten er fredag 29. august.

Åbne Atelierdøre er en landsdækkende begivenhed. I Aalborg står Trekanten for arrangementet.

Sidste år var der omkring 1000 besøgende til udstillingen på Trekanten, og kunstnerne fik mange gæster på besøg i værkstederne i løbet af weekenden. På den måde er Åbne Atelierdøre blevet et flot udstillingsvindue for både nye og mere erfarne kunstneriske talenter i Nordjylland.

Kunstnere 2014

Anny Svendsen – Bent Knudsen – Charlotte Rydborg – Elisabeth Vedfald Christensen – Else Keldsen – Gerda Dalsgaard – Gitte Kalstrup – Hanne Hjortnæs – Hanne Klastrup – Helle Maleen Rosel Bejlegaard – Hovard Borggaard – Jane Wieben – Jette Dodensig – Karen Sand Jensen – Kim Herholdt Groth – Lars Stender – Laura Cecilie Øllgaard – Lene Purkær Stefansen – Lise Jensen – Margit Flensted – Margrethe Christensen – Marianne Rying – Mona Winther Sørensen – Poul Christensen – Søren Bak Larsen – Søren Thorsted – Tina Ferch Hansen – Werner Dresfeldt

Med venlig hilsen pva. arbejdsgruppen

Frederik Alken

Informationsmedarbejder

Trekanten
bibliotek & kulturhus     www.trekanten.info

tlf: +45 9931 7612 / direkte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *